Efter at have "gnavet" sig igennem dagens udgave af Ekstra Bladet, sidder man så bare og venter på at det skal blive tid til at indtage aftensmåltidet...
Hvad er det der sker om søndagen her i Danmark?
Jeg ved i hvert fald hvad der IKKE sker: Familierne mødes ikke til fælles frokost, ikke mange folk går tur i skoven. Der er langt imellem de "bløde hatte" på vejene, og sidst men ikke mindst er der rigeligt med plads hos den lokale "pusher" af softice!
I gamle dage (da jeg var barn, hvilket af min datter opfattes som den mørke middelalder), mødtes man til fælles frokost hos et af familie medlemmerne. Om sommeren foregik det altid i min farfars kolonihave. Her troppede oldemor, tanter, onkler og andet godtfolk, trofast op hver søndag kl. 12, hver især medbringende et net, kurv eller plastikpose (ja plastikken VAR opfundet...) indeholdende pålæg, en lun ret, rugbrød og ikke mindst lidt drikkevarer. Hvilken form for fødevarer man medbragte, var blevet aftalt søndagen før. På den måde var der altid et rigt og varieret tag selv bord, af klassiske og vel tilberedte frokostretter. Det var dengang at salater indeholdt rejer, hønsekød, makrel, skinke og meget andet godt. Og selvfølgelig rigeligt med mayonaise! (Ja børn, sådan staver man til denne blanding af olie og æggeblommer!)
Udvalget af drikkevarer var helt og aldeles baseret på hvad man selv ønskede at indtage. Så det mest almindelige var at damerne drak citron vand, lige på nær min oldemor som nød sin søndags porter. Mænd indtog Altid en pilsner eller to. Og sidst men ikke mindst god dansk akvavit, til alle. Ikke det her fesne med citrus eller andre bær. Næ nej, den klassiske arbejder dram, fra Aalborg.
Under hele denne seance blev ugens begivenheder vendt og drejet, hvilket til tider kunne udløse de herligste discussioner. Men bedst af alt var når de ældre snakkede og "gamle dage". Her var der historie undervisning, af uvurderlig klasse! Jeg kunne sidde i timevis og lytte til hvordan det var under besættelsen, eller hvordan kampene på arbejdsmarket var foregået.
Når så frokosten var overstået, så var det tid til den obligatoriske kop kaffe, med nybagt kringle. Dette betød også at jeg af min oldemor fik den anselige formue på 10 kr, hvilket straks medførte et raid på Marketenderiet, som lå oppe på festpladsen. Der var penge til en "iskage" samt en pose med selvvalgt blandet slik.
Sidst på dagen blev familiemedlemmerne fulgt op til bussen, som i løbet af 30 minutter, bragte dem tilbage til deres lejligheder. Her faldt den næste 10 krone ned i mine dybe lommer. Denne gang fra min tante. (Man skulle jo nødigt stå tilbage for de andre...)
Ak ja, det var den gang...
I dag mødes man til nød, omkring jul og andre højtider. Bordet er overdådigt dækket med det bedste slagerteren kan diske op med. Her er både pølse fra Spanien, ost fra frankrig og snaps lavet på økologiske fremavlede bær, fra en fjern provins i jylland. Øllet er fra et af de "rigtige" mikrobryggerier, som kan fortælle en sjov historie om hvordan, brygmesteren blev inspireret til netop dette bryg, da han var på rygsæk tur i bjergene omkring Nepal.
Man snakker indgående om de kommende betalinger til den private skole, som børnene skal gå i, da de her har mulighed for at udvikle sig i en retning, der kan sikre dem topposter, i det danske erhvervsliv. Selvsamme børn har forlængst forladt bordet, for at chatte på deres medbragte bærbare, med vennerne i nul´te klasse.
Kaffen kommer på bordet og serveres sammen med en gulerødskage, som er minimalistisk pyntet med kvark.
Når dagen er nået til ende, går gæsterne ned og sætter sig i deres 4 hjulstrækker, som er uundværlig, når man bor på Østerbro...
Hov jeg kom da lidt væk fra det med søndagen...?
Nå ja, den bruger vi jo i dag til at ordne alle de ting, som vi ikke nåede i løbet af ugen, grundet vores karriere og jagt på endnu flere forbrugsvarer. Vasketøj, have og de sidste lektier skal jo ordnes sådan en søndag.
Hvad har det så med Ekstra Bladet at gøre, er der nogen der vil spørge?
Det var først efter jeg havde fået tid til at læse avisen, og ikke havde noget andet at lave, at jeg kom til at savne "gamle dage", for som alle andre så har min familie også en travl søndag, men da jeg grundet "svageligt helbred", sidder meget på røven, er det blevet meget nemmere at se hvor travlt andre har, og hvor lidt tid vi har til hinanden!
Kære familie: "Jeg ved i er derude et sted; kom tilbage...!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar