Ny danskernes vilje til iværksætteri.

I den forgangne uge kom der en en rapport, som viste at ny danskere var dem som stod for den største andel af nye virksomheder.
Rapporten viste også at det var unge helt ned til 19 år, som etablerede sig i erhvervslivet.

Med den økonomiske krise, som simpelhen ikke vil dø, er det beundringsværdigt at der overhovedet er nogen som tør starte egen virksomhed!
Personligt tager jeg hatten af for alle der har lysten til at prøve sig udi i den verden.
En verden der består af uhyggeligt mange arbejdstimer, usikkerhed om egen løn og ikke mindst en vanvittigt mængde af papirarbejde, primært kva staten og dens trang til dokumentation og indberetning.

Inden jeg går videre, så er jeg nødt til at komme med følgende disclaimer:
Jeg er ikke racist, medlem af Dansk Folkeparti, eller på andre måder tilknyttet noget højre orienteret miljø.

Det er trist at man er nødsaget til at skrive ovenstående. Men i dagens Danmark, vil enhver form for skepsis, vedrørende alle andre end etniske danskere, med det samme betyde en lavine af beskyldninger af enhver slags.

Nå men tilbage til det oprindelige indhold.

Når vi så prøver at grave os lidt ned i alle disse iværksættere, er der nogen ting der undrer mig.
Og det er deres evne til at have en massiv hær af ansatte, specielt i forretninger så som kiosker og pizzariaer.

Fredag blev Danmarks historiens største lotte gevinst vundet. 135 millioner!
Kuponen var købt i kiosken på Herlev hospital. I den forbindelse interviewede TV2 News, de 3 ny danske ansatte i kiosken. De var selvfølgelig glade og stolte over at gevinsten kom på en kupon fra deres kiosk.
Journalisten spurgte så om der var en af de ansatte der kunne huske hvem der havde købt kuponen.
I sig selv et dumt spørgsmål, da man ikke kan forvente at nogen kiosk ejere kan huske en tilfældig talkombination, hos en tilfældig kunde, fra en tilfældig dag...

Men det interessante var at de svarede at det kunne de selvfølgelig ikke, selv om de alle 3 var på arbejde hver dag.
Og her er det så jeg undrer mig. Hvordan kan en lille kiosk lønne 3 ansatte alle ugens dage, fra morgen til aften?
Ligesom det også undrer mig hvordan et tilfældigt pizzeria i en lille provinsby, kan aflønne et par tjenere, 2 til 3 kokke og en chauffør?
Vel at mærke i en gennemsnitlig provinsby, hvor der ligger 5 andre pizzariaer, med nogenlunde det samme antal ansatte hver sted.

Hvorfor står danske erhvervsfolk og iværksættere ikke i kø hos disse mennesker, for at suge til sig af gode råd.
Hvis jeg skulle i gang med min egen virksomhed, så ville jeg med det samme ryge ned til det nærmeste pizzeria og bede om lov til at fotokopierer deres forretningsplan!

Og når vi snakker om at der skal findes 12.500 jobs til de mennesker der mister deres dagpenge pr. 1. januar 2013, så er det vel bare at spørge disse forretnings indehavere om de ikke kunne hjælpe et par af staklerne.
Er danskerne dummere end disse iværksættere, siden danske virksomheder sjældent har mere end indehaveren som ansat? Specielt de første par år, hvor man prøver at etablere sig på markedet.

Jeg tror ikke danskerne er dummere!
Men jeg ville ønske at den føromtalte rapport, havde gjort lidt mere ud af hvorfor netop ny danskerne er bedre til at etablere egen virksomhed. Og ikke mindst hvordan de er i stand til at løfte deres andel af beskæftigelses problemerne herhjemme.

Så min opfordring til Helle Thorning og resten af regeringen er; se at få sendt nogle af alle jeres eksperter ud og snak med disse mennesker, så vi hurtigst muligt kan få knækket den ressesion vi befinder os i!

De spildte doping penge.

Så fik Armstrong frataget 7 Tour de France titler, da det viste sig at han var dopet.
Eller var han?
Var Michael Rasmussen dopet, da han røg ud af samme tour? Så vidt jeg husker var det ikke om han var dopet, for der var jo ingen positive resultater. Næ det store problem var at han ikke kunne dokumentere hvor han havde opholdt sig i en kortere periode.
Altså ingen påvist doping, men udelukkelse under alle omstændigheder!

Hvis den danske skattelovgivning var baseret på de samme standarder som anti doping lovgivningen, så havde vi ikke haft nogen million udgifter til en en skattekommision.
For så havde Helle Thorning Schmidts mand fået en over nakken, og en ordentlig skatte bon med på vejen!

Men hvad giver alt dette anti doping halløj egentligt? Nytter det noget? Er det pengene værd?
Hvis man spørger mig, vil det være et rungende NEJ til samtlige spørgsmål!

Grundlaget for at jagte doping synderne, er at man vil have at alle konkurrerer på lige vilkår og at ingen får en fordel grundet præstationsfremmende midler.
Og disse midler er så defineret som lægemidler og andre ting der kan give større muskelmasse, bedre iltoptag i blodet o.s.v.

Hvorfor skal vi blande os i det?
Hvis folk vil ødelægge deres helbred, og rende rundt med klunker der kryber op i halsen, tissemænd som ikke kan stritte og hvad ved jeg, så lad dem.
Hvorfor skal vi smide millioner af kroner efter at bevise om de nu har injiceret sig med det ene eller det andet?
Burde det ikke være de enkelte holdejerer, klubber og andre der selv havde nogle regelsæt som sagde at man ikke var velkommen, hvis man brugte den slag stoffer.
Man kan jo relativt hurtigt se om en idrætsudøver skiller sig markant ud fra de andre på hans niveau, og så undersøge sagen nærmere, for egen regning, hvis det er et problem for klubben/holdet.
Hvad kommer det alle os andre ved, og hvorfor skal vi bruge skatte kroner på det?
Hvis det støder vores moral, så kan vi lade være med at følge/støtte holdet indtil der er rettet op på tingene. Vi kan også lade være med at købe deres sponsores produkter. Hvis vi gør det, så kan jeg love at der bliver ryddet op i en helvedes fart!
For der er ikke noget som truslen om at få fjernet sine sponsor kroner, som kan få en klub til at rydde ud i skeletterne...

Som det fungerer nu har vi en institution herhjemme som hedder Anti Doping Danmark (ADD), der varetager alt vedrørenede testning, rapportering, oplysning og meget andet på området.
De arbejder ud fra nogle retningslinjer der er givet af WADA, som er det internationale agentur, der på verdensplan, lægger rammerne for hvad der er doping, og hvordan det skal behandles.

ADD brugte i 2010 17 millioner kroner på anti doping arbejdet i danmark. Ud af de 17 mill. kom de 6,3 mill. som et tilskud fra Kulturministeriet. resten var kom fra de forskellige idrætsforbund.
Det er da beundringsværdigt at idrætsforbundene har ofret 11,7 mill. på doping kontrol af deres medlemmer. Man kunne også vælge at sige, at det er jo deres problem så derfor skal de også betale.

Men hvorfor skal skatteyderne betale 6,3 mill. for at sikre at en flok idrætsudøvere ikke indtager ulovlige præstationsfremmende midler?
Og det er så kun de penge der er givet direkte til ADD. Udover det kommer der så udgifter til domstole, politi og andre myndigheder som er involveret, når synderne bliver fanget. Og i sidste ende måske også ryger i fængsel for misbruget, hvorefter der også kommer udgifter til fængselsvæsnet.

Og når vi så tænker på at det kun er 1,2 % af det testede herhjemme, der ikke har rent mel i posen, så står udgifterne ikke mål med udbyttet!
Så vil nogen sige at det netop er på grund af risikoen for at blive taget, at der ikke er flere syndere herhjemme.
Jeg kunne også vende det om og sige at de danske idrætsudøvere bare er mere ærlige, end vi umiddelbart tror, og det er derfor resultatet er så ringe.
1,2 % er jo ikke værd at gå efter. Det er så lille en andel at det nærmest ikke er værd at tale om.

I dagens debat snakker man om at man vil kriminalisere synderne, Der skal politianmeldelser og domme på bordet.
Det er da fint nok. men det behøver vi jo ikke at betale en særskilt organisation for at administrerer. Vi har i forvejen en lovgivning der tager højde for folk som har en lemfældig omgang med receptpligtig lægemidler.
Lad os da bruge den, hvis vi har brug for at dømme misbrugerne.
De kan jo ryge ind og brumme med de dumme, på samme måde som vi spærrer andre misbrugere inde.
Og man kan jo jagte dem på samme måde, når man nu er i gang.
Skulle det være at der kom flere udgifter for politiet af den grund, ja så lad da dem få de 6,3 mill. kr.

Så lad os droppe statsstøtten til dette anti doping hysteri! Og hvis man mener at det er nødvendigt at have en organisation der skal tage sig af det, ja så må de der har brug for den også selv betale gildet!
Og skal synderne bures inde så lad politiet fange dem.
Det kan aldrig være skatteydernes problem at Brian fra serie 3 holdet i fodbold, har taget for meget kortison, fordi han har en knæ skade der driller ham.

Det syge system.

Næsten dagligt kan man i diverse nyhedsmedier læse om hvordan borgerer bliver kastet rundt i sygedagpenge systemet og får frataget deres ydelser.
Læs blot indlæggende på www.avisen.dk hvor man nærmest bliver blæst baglæns, når man læser hvordan virkeligeden er.

Og nu kan man så ovenikøbet læse hvordan kommunerne sætter tal på hvor mange syge dagpengesager de vil tillade der går igennem det kommunale system! http://avisen.dk/udsolgt-kommuner-saetter-kvoter-for-syge_189967.aspx

Egentligt burde man blive bitter og ikke mindst chokeret. Men alligevel så sidder man tilbage med følelsen af, at det egentligt blot bekræfter de antagelser man selv har haft, gennem længere tid...

Personligt har jeg selv været udsat for at mine sygedagpenge blev frataget, da sagsbehandleren havde den opfattelse at jeg "var fastlåst i min sygdomsidentitet", og derfor ikke ville arbejde på fuld tid.
Javel ja, ser man det... Men hun havde jo ret, denne vidunderlige kvinde med indsigt i den menneskelige psyke!
Jeg var fastlåst i min sygdomsidentitet. For jeg kunne jo ikke lade være med at forholde mig til den kroniske sygdom, som lægerne havde diagnosticeret mig med. Den optog hele mit liv, fordi jeg mærkede smerterne døgnet rundt.
Og ja jeg kunne ikke arbejde på fuld tid. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke kunne kravle rundt hvis jeg gjorde det.
Så sagsbehandlerens løsning på dette, selv på førte, problem var ganske enkelt at sige at jeg skulle gennemgå noget kognitiv terapi!
Sådan problemet er løst. Kroniske smerter og manglende arbejdsevne kureret ved hjernens kraft, og selvfølgelig ikke mindst sagsbehandlerens indsigt i det forunderlige menneskelige sind.

Nu er jeg jo af en tradiotinel og skeptisk opfattelse, af hvordan smerter opstår. Altså noget med at man har nogle nervebaner der er påvirket igennem tryk, fra divese nedslidte kropsdele o.s.v.
Så stik imod hvad sagsbehandlernes svar på Pavlov, ham med hundene og betinget adfærd, belønning og hvad ved jeg, havde dikteret, ja så kom rebellen op i mig...
Jeg brød bevist, det opbyggede "tillidsforhold" mellem borger og sagsbehandler, da jeg ankede sagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Det skal siges at det krævede mange overvejelser, at tage dette drastiske skridt. For hvem er jeg, til at tro at Jobcenteret ikke vil mig det bedste? Indtil nu havde de jo gentagne gange bevist at de igennem deres handlinger, arbejdede bevist for at jeg kunne komme tilbage som selvforsørgende, og derved ikke ligge samfundet til last. Man kan jo med rette anføre at jeg havde fået fuld valuta for de skattekroner, som jeg havde indbetalt, siden jeg var 15 år.
4 discus prolaps operationer med efterfølgende tid på sygedagpenge, havde jo hurtigt gjort kål på de skattekroner!
Så jeg måtte jo kunne se det større billede, og erkende at der ikke var flere penge på min konto.
Sygesikrings beviset var overtrukket!

Men som sagt så vandt min egoisme og ligegyldighed overfor andres skatte indbetalinger, og sagen blev anket.
Efter 17 uger, uden indkomst, kom det længe ventede svar. Jeg læste det med spænding og nåede frem til at jeg havde fået ret! Jubii min skepsis var ikke baseret på luftkasteller og spøgelser.
Nu var det så bare at vente på at pengene strømmede ind og jeg kunne komme videre med noget arbejdsprøvning.
Men nej. Igen havde jeg fuldstændigt misforstået situationen... For Jobcenteret vidste jo bedre.
Afgørelsen betød blot at de havde lavet en procedure fejl, og havde kaldt noget tidligere beskæftigelse for revalidering, hvor det skulle have været kaldt forrevalidering.
Og dermed skulle jeg have haft sygedagpenge, i stedet for revalideringsydelse.
Og vupti var vi tilbage hos psykologen og min manglende evne/vilje til at ville arbejde. Og ikke at forglemme; nul kroner i indkomst!

Hmm, den tyggede jeg lidt på. Men igen overvandt min skepsis, respekten for de skriftskloge på Jobcenteret.
Til tasterne nok engang. Men denne gang blev tingene skåret ud i pap, med behørige henvisninger til ressourceprofil, lægeudtalelser og ikke mindst afgørelser fra Jobcentret.
11 siders tætskrevet klage og 24 siders bilag, blev sendt af sted.
Et øjeblik frygtede jeg, at jeg selv havde påført et stakkels postbud en skade, som ville kaste ham hovedkuls ind i sygedagpenge systemet..!

Men jeg ventede så igen i 17 uger, førend svaret dumpede ind af postkassen.
Og hvis jeg syntes jeg havde været grundig, så var det ikke noget i mod hvad Beskæftigelsesankenævnet havde været!
Det kunne umiddelbart se ud som om at de også var ved at være trætte af kommunikationen med Jobcenteret. For deres afgørelse var så detaljeret, at man nærmest kunne ane en anvisning for brug af kopimaskinen på Jobcenteret, vedlagt afgørelsen...

Jeg modtog hurtigt en indkaldelse til et møde på Jobcenteret. Og til min overraskelse havde jeg nu fået ny sagsbehandler. Ærgeligt, nu havde jeg jo lige lært hende den gamle at kende. Jeg havde aldrig mødt hende, kun skrevet med hende. Men alligevel...
Nå men der var disket op med arbejdsprøvning, betaling af sygedagpenge med tilbage virkende kraft, ja det var lige før at der var kaffe og lys på bordet. Her skulle ikke mangle noget!
Men nu vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen, og det kan jeg i hvertfald bevidne!
For jeg havde jo fået ret i at jeg havde en masse sygedagpenge tilgode, men desværre betød det så at jeg havde forbrugt de sygedagpenge perioder, der tilkom mig.
Og dette fordi at jeg havde brugt 2 x 17 uger på at ankerne skulle gå igennem, samtidigt med at jeg havde haft en forrevalidering på sygedagpenge.

Resultatet var at jeg nu skulle gennemføre 10 ugers arbejdsprøvning, for egen regning!
Men endnu engang blev jeg reddet af forsynet! For mit ægteskab var desværre gået i stykker, under denne 3 år lange kamp mod systemet.
Så nu var jeg pludseligt berettiget til Kontanthjælp. At den så er ca. 7000 kr. lavere end sygedagpenge, er jo af mindre betydning. Det er jo kun nogen kreditorer der kommer til at mangle deres penge. Til gengæld får jeg nu lov til at blive udstillet i Riebers. Hvor heldig kan man være?

Nu nærmer vi os så afslutningen på min arbejdsprøvning.
Jeg kan næsten ikke vente med at se hvilke overraskelser systemet har gemt til mig.