tirsdag den 4. august 2009

Der bliver længere og længere imellem dem...!

Som mange andre, var det med vemod at jeg i dag hørte om Svend Aukens død.

Han repræsenterede et parti og nogle politiske holdninger, som jeg generelt altid har været uenig i. Men hvad han udrettede og bedrev som socialdemokratisk Folketingsmedlem og Minister, vil jeg lade andre om at fortælle. De nærmest snubler over hinanden at prise ham!
Hvilket i sig selv godt kan vække lidt undren?

For hvorfor skal folk dø, førend at man pludselig opdager at denne person faktisk kunne andet end end hvad de nu engang tjente deres penge på? Hvorfor er det først senere at de menneskelige kvaliteter kommer frem i dagens lys?

Svend Auken er i dag, i medierne blevet rost og påskønnet for hans menneskelige egenskaber, som betød at han altid havde tid til andre mennesker. Altid havde oversskud til at hjælpe en ny politiker, uanset parti, med at finde sig tilpas på Christiansborg. Disse budskaber kommer fra såvel højre som venstre side af Folketingssalen.
Hvorfor hører vi ikke disse ting, når der bliver snakket om de daglige slagsmål på de politiske slagmarker?
Ville det skade hvis vi vidste lidt mere om vores politikers menneskelige egenskaber, i stedet for altid at fokusere på om den ene har spist en frokost på Folketingets regning uden at være berettiget, eller om den anden har boet på et hotelværelse der kostede 5 kroner mere end det tilladte.
Disse trivialiteter er det i virkeligheden ikke dem, der giver os politiker lede? Er det ikke alle disse ligegyldige oplysninger der gør at vi ikke stoler en tøddel på de folkevalgte?
Og er det ikke manglen på indsigt om det enkelte menneske, som betyder at vi hver fjerde år, nærmest i blinde sætter et kryds ud for et partibokstav, frem for en enkeltperson?

Tænk den tanke, at man var tvivl om hvilken person man skulle stemme på, og lod sine tanker vandre, mens man stod bukket over "smørebrødssedlen" i stemmelokalet. Og lige pludselig så huskede man, en af disse anonyme opstillede personer, for at han/hun havde udtalt sig positivt om kollega på tinge, og at de oven i købet ikke tilhørte samme parti! Ville man så ikke umiddelbart tro at denne person, gik mere efter bolden, frem for manden.
Jeg ville i hvertfald!

Jeg vil faktisk gå så langt at jeg tør påstå, at hvis der blev stemt mere på den måde, så ville det afspejle sig i nogle love, som for en gangs skyld, ville have den ønskede effekt, frem for love der konstant skal laves tillægs paragrafer til, fordi de er blevet hastet igennem. Hastet igennem fordi at der er billige vælger point at score.
Hvilket desværre ses alt for ofte! Særlove for indvandrer fordi nogen af dem lukker sig inde i en kirke. Hvis nu den oprindelige lov havde været lavet rigtigt fra starten, havde der jo nok ikke været tvivl om retsstillingen.
Eller den lov som snart ser dagens lys, vedrørende kamphunde. Jeg tør vædde 2 kilo engelsk lakrids på, at denne lov skabt på baggrund af hundeejere udenfor pædagogisk rækkevidde, vil ramme alle andre end dem den er møntet på. Når så medierne er kommet med det ene eksempel efter det andet på hvor uretfærdigt loven rammer, så japper man straks nogle undtagelser igennem, igen og igen. Til sidst vil loven være så udhulet, at dem der skal håndhæve den, må opgive da det nærmest er umuligt.
Tillykke tillykke, politikerne fik deres fjæs på skærmen og virkede handlekraftige.
"Operationen lykkes men patienten døde!"

Så mon ikke vi skylder os selv, at sætte os lidt bedre ind i hvem vi stemmer på?

Det er jeg helt sikker på at "Lange" Svend ville have ønsket!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar