Ja listen er lang over de navne man giver folk som på den ene eller anden måde er havnet i det offentlige system, og derfor ikke tager aktivt del i arbejdsmarkedet.
Tonen er blevet hårdere, og mistroen større blandt de sagsbehandlere der har med de syge at gøre. Dette betyder langvarige sagsforløb som er omstændige, ugennemsigtig og mange gange uforståelige.
- Kræft patienter der skal i virksomhedspraktik eller møde jævnligt på Jobcenteret, samtidigt med at de gennemgår kemo terapi.
- Personer som er dømt uegnede til at arbejde af lægerne, som alligevel bliver tvunget ud i meningsløse beskæftigelsesprojekter eller kurser for at finde deres indre fugl.
Ja listen er lang over hvordan man kæmper når man først er havnet i systemet.
Et system som bruger alle deres ressourcer på at bevise at man kan få et arbejde som alle andre.
Ressourcer som udvirker forvirring og magtesløshed overfor dem som står i den anden ende.
Mennesker der bliver mødt med den fulde kraft af bureaukraternes knytnæver.
De modtager skrivelser, indkaldelser, ressourceprofiler og andet i en lind strøm, skrevet i et kancelli sprog som er uforståeligt for de fleste, og som refererer til et lovkompleks som ingen uden et jura studium kan gennemskue. Selv ikke dem som skriver og sender brevene...
Man bliver mistænkeliggjort og nedværdiget, og får frataget den sidste rest af selvtillid, fra første gang man møder op.
Uagtet lægelige udtalelser som bekræfter den sygdomsramtes historie, tilsidesætter man dette, og kræver aktivering, praktik, kursus deltagelse som i yderste konsekvens kan forværre den syges tilstand.
Alt dette fordi man som udgangspunkt ikke tror på den syge borger, men ser det som sin hellige pligt at få denne person ud i normal beskæftigelse, med mindst mulig udgift til følge.
Selvfølgelig skal man arbejde hvis man kan det. Og selvfølgelig skal der prøves alt for at få folk på højkant igen.
Og selvfølgelig skal man ikke ligge samfundet til last, og udnytte systemet hvis man får chancen.
Det kan vi vist alle blive enige om!
Men derfra og så til at behandle mennesker som man gør, ja der er langt!
På grund af nogle enkelte rådne bær, som udnytter systemet, så mistænkeliggøres man alle, og gør reglerne så stive at man ofte gør de syge mere syge og dermed forlænger deres forløb, eller i yderste konsekvens gør dem så syge at den eneste udvej er førtidspension.
Systemet bliver jævnligt tilrettet af de folkevalgte, med diverse tiltag og ændringer.
Desværre er det mere reglen end undtagelsen at det er stramninger der bliver foretaget frem for mere nutidige tilgangs former til sygdoms håndtering og det enkelte individ.
Politikerne følger de populistiske vinde i befolkningen, og fremsætter deres politik, så man tækkes dem der råber op om misbrug og at deres skattekroner bliver misbrugt.
Desværre virker mange af disse hovsa indgreb ikke, når de bliver omsat til virkelighed og skal effektueres overfor de syge.
Det eneste de udvirker er at sagsbehandlingen bliver mere omstændig og kommer længere og længere væk fra den egentlige sygdom.
Og det hele baseret på mistænkeliggørelse!
Problemet er bare at når først politikerne begynder at få kæpheste som ret og pligt, og at der er alt for mange på offentlige ydelser og at det er den største fare i mod vores velfærdssytem, ja så bliver det farligt.
Farligt fordi; at når man rider sine kæpheste så er der nogen der bliver tromlet ned under ridtet.
Og det er ofte dem som bliver tromlet der ikke har overskuddet til at rejse sig i den offentlige debat og råbe vagt i gevær.
Men når nu politikerne kun har sine kæpheste og ingen reelle løsninger, så vil mængeden af lig i deres spor bare blive større og større.
Og endnu farligere er det når befolkningen begynder at tro på disse overskrifter som nutidens politikere taler i.
Den enkelte skatteyder bliver forarget over at høre om alle disse mennesker der år efter år bare laller den af på offentlige ydelser.
Ydelser som er finansieret af deres surt betalte skattekroner!
Og når man som samfund samtidigt opfordrer borgerne til selv at tage et ansvar, og være med til at stoppe dette misbrug, så har man opskriften på heksejagt og dyneløfteri.
Man ser skræk eksempler på enlige mødre som får frataget deres kontanthjælp, blot fordi kommunen modtager en anonym anmeldelse om at børnenes far stadig kommer i hjemmet.
Anmeldelser som ikke behøver at blive underbygget af beviser eller lignende håndfaste ting.
Det viser sig senere at faderen kommer et par gange om ugen og spiser sammen med sine børn og eks konen, for at børnene skal få en opvækst som alle andre børn, hvor far og mor, selvom de ikke er sammen mere, kan snakke sammen, og være sammen om børnenes videre opdragelse og opvækst.
Ankenævnet giver kvinden ret i at hun ikke gør noget forkert og at kommunen skal fortsætte med at betale hende kontanthjælp.
Og så er alt jo godt.
Nej det er det ikke!
For der går 6 måneder mens sagen behandles i Ankenævnet, hvor kvinden ikke har nogen indtægter og dermed ikke er i stand til at brødføde sine børn!
Alt dette på grund at en anonym anmeldelse!
Hvor er vores retssikkerhed?
Hvordan kan det være at vi har et retssystem som bygger på Grundloven, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist?
Et system som ikke acceptere anonyme vidner og anmeldelser, men kræver at det er anklageren der har bevisbyrden.
Samtidigt har vi et velfærdssytem hvor det er den omvendte verden.
Her stopper alt ved blot én, ikke underbygget, anmeldelse fra en anonym!
I forvejen er den anklagede ikke udstyret med en advokat, som man har krav på i retssystemet, eller bare en bisidder med indsigt i lovgivningen.
Nej her skal den anklagede selv bevise sin uskyld, og selv sætte sig ind i lovgivning og praksis på området.
Er det sådan vi et velfærdssamfund som vi ønsker?
Det tror jeg ikke nogen ved deres fulde fem mener at vi skal have.
Ikke desdo mindre er det hvad vi har!
Og så længe det er den måde tingene foregår på, kan jeg kun opfordre til at man lader være med at anmelde hinanden, i hvertfald hvis man ikke er mand nok til at stå ved sin anmeldelse med navn og adresse.
Hvis man har "røv nok i bukserne" til at stå ved det man siger, så giver man også den anklagede en chance for at forsvare sig.
Ofte er tingene baseret på banale misforståelser, som hurtigt kan blive ryddet af vejen, hvis man snakker sammen.
Til gengæld mener jeg også at vi ikke skal udvise den mindste form for sympati eller forståelse for de personer som vælger at være anonyme i deres anmeldelser.
I mine øjne er det den laveste form for nederdrægtighed, når man ikke tør stå ved sine handlinger!
Det er krystere og mennesker med en karakter som ikke er ønskelig i et samfund som vores.
Det er typisk mennesker som føler sig forbigået og forsmået, fordi de ikke har evnet at udrette noget eller haft mod til at forfølge deres drømme. Derfor ophæver de sig på uforståelig vis, pludseligt til dommere over hvad der er rigtigt og forkert.
Ofte er denne retfærdighedssans bygget på en misforstået opfattelse af hvad samfundet ønsker og har brug for. Og for det meste også baseret på manglende viden og empati for andre mennesker.
Jeg har fuld forståelse og sympati for den måde man behandlede den type mennesker under besættelsen. Her så man til fulde hvad den type mennesker kunne udvirke og forårsage, når smålighed og misforstået retfærdighedssans fik lov til at råde.
På ingen måde vil jeg opfordre til at man tager så drastiske midler i brug!
Men jeg vil opfordre til at når man møder denne holdning hos folk, at man prøver at forklare dem hvor alt ødelæggende deres handlinger kan være, selv i et fredeligt samfund som vores.
Og at det mindste de kan være bekendt, er at give sig selv til kende så den anklagede kan forsvare sig.
Efter at jeg selv er blevet udsat for denne type mennesker, som ved deres anonyme smædeskrivelser, har skadet mig og min familie i en grad de ikke gør sig begreb om, ja så ved jeg godt hvordan min fremtidige reaktion bliver.
Jeg vil uden nølen eller betænkning konfrontere disse mennesker og på et klart og forståeligt dansk, gøre dem opmærksom på det foragtelige de har bedrevet.
Jeg vil heller ikke lægge fingerne imellem, når det gælder om at fortælle vidt og bredt om denne person og hans/hendes handlinger!
Og til dig som mener jeg uretfærdigt modtager offentlige ydelser, og derfor har anmeldt mig til Slagelse Kommune, vil jeg sige følgende:
Jeg får ingen ydelser fra det offentlige! Tværtimod betaler jeg troligt skat hver månedet, af min privattegnede forsikring, som holder mig og min familie i live.
Og en ting kan jeg love dig:
Det er nu blevet min mission her i livet at finde ud af hvem du er.
Og når jeg finder ud af det vil jeg nøje vogte ethvert skridt du tager eller har taget. Og når du træder ved siden af, og det gør du, så slår jeg til!
Det bliver uden medfølelse og omtanke for dig og din fremtid.
Dit fejltrin vil blive skreget ud til hele omverden, med alle de midler der findes!
Så jeg håber at du finder det værd det du har opnået.
For prisen er at du i fremtiden skal kigge dig over skuldrene hele tiden!
