Ud fra overskriften vil de fleste måske tro at jeg referere til den teknologiske udvikling, eller følelsen af årstidernes skiften, i et hidtil uhørt tempo.
Men jeg, jeg mener det helt bogstaveligt!
Den mest fremherskende sport er jo løb.
Alle løber: Statministre, kronprinser, hjemløse, kræftramte, you name it, og de løber.
Det er jo nærmest blevet den engengyldig løsning på alle livets problemer.
Har man haft kræft og overvundet denne forfærdlige sygdom, så er man jo først kureret når man har fuldført en maraton! Flere og flere sætter en distance hen over fortorvet, som det sande
bevis på at man har overvundet det onde.
Fint med mig, hvis det er det folk føler for. Hvem er jeg til at dømme?
Hvis du mener at løb gør dig glad og får dig til at se nogle dæmoner i øjnene, så løb for satan! Du har min og omverdens fulde accept og opbakning.
Men gør mig lige den tjeneste, når du er i gang med at spænde skoene på, at holde mig uden for dine drømme!
Som tidligere nævnt, så har jeg den største respekt for det du gør. Kunne jeg så ikke også forvente at du respektere mig for ikke at gøre det?
For hvis der er noget værre end at høre på hvordan din gennemsnitstid på 5000 meter er forbedret med 0,20 sekunder siden i går, så er det sgu hvor godt du syntes jeg ville have af at løbe!
Bland dig uden om, løb dit eget løb, hold dine belærende fingre i lommen. Jeg gider ikke høre på det!
Hvis jeg syntes løb var fedt, havde jeg ikke brugt det meste af min værnepligt på at undgå det, vel?
Jeg elsker at spille golf. Men derfor går jeg ikke rundt med mit sidste scorekort i lommen, og stikker det op i snottet på dig, når vi mødes. For at i næste vejrtrækning at beskrive de sidste 18 huller jeg har spillet. Og derefter stille mig undrende og uforstående over at du ikke kan se det fede i golf.
Men nej, den slags pli er ikke noget man bruger i løbekredse. Nej her er det alt eller intet.
Er du overvægtig? Ud og løb.
Har du dårlig ryg? Ud og løb.
Er dit ben brækket og korsbånd revet over, så skal det løbes væk...
Og har man ikke fået nok af løberiet igennem familie og venner, så skal man bare åbne for tossekassen.
Her kører de ene helseprogram efter det andet, hvor familier med spise- og samværsforstyrrelser bliver tævet igennem den ene kilometer efter den anden, under devisen: Løb for livet!
Men hvad kunne man egentligt forvente sig? Vi lever i et samfund hvor alt bliver beskuet fra en rent egoistisk vinkel. Hvad får jeg ud af det? Hvad kan jeg opnå? Disse spørgsmål kommer altid før noget andet.
Og set ud fra den vinkel, er det jo ikke så underligt at løb, er den største folkesport. For i bund og grund er løb jo den ultimative sport for egoister. Her skal der ikke tages hensyn til andre, da det gælder om at DU kommer først. Ikke noget med at kigge sig over skulderen for at se om nogen af holdkammeraterne er med. Her står man alene på sejrs skammelen og bliver hyldet alene.
Så løb, som vinden. Løb for livet. Løb for sundheden. Løb ad helvede til, for min skyld!
Men lad være med at løbe igennem min have, for her bestemmer jeg hvad der er godt og hvad der skidt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar